jeg læser hendes tektser. min hjerne går i tomgang og mit hjerte forvandler sig, ligesom hendes, langsomt til en partybus, hvor musikken spiller for højt til, at man kan tænke.
dødsangst, vandmangel, fuldmåner, pytknapper.
frygten for at glemme
frygten for alle verdens væmmelige trusler.
vandmangel, fuldmåner og pytknapper.
frygten for forstokkethed.
min hjerne vil hellere lave bogstavrim, end at tænke på fremtiden.
siddende fattet bag rattet i overhalingssporet. ensrettet, færdselsretning fremtiden.
fødevaremangel, floder, fremtidsangst og følelsen. markedsfølelsen. frygtfølelsen.
frygten for den dag man ikke længere har fatningen.
der skal ikke meget til før jeg mister fatningen. fatningen over mine frygter, mit tankemylder.
mit trojanske føl. tankemylder, der, som kampklare græske krigere, stormer frem, og besætter det trætte krigsoffer.
tankermylderet bliver stopept af et forsvundet ord. jeg slår op i ordnet. krigsoffer.
hvor bliver tankestrømmene af, når jeg ikke siger dem højt?
og frygten for at glemme.
særligt frygten for at glemme, sætter sig fast i mig.
og jeg blev slået helt ud.
jeg glemmer meget.
jeg glemmer min angst.
jeg glemmer det ord, jeg vil bruge i min tekst. jeg slår op i ordborgen igen
(“…” den anden blev væk.)
så jeg kigger på billedet.
ligner portaler,
lidt uhyggeligt, samtidig meget spændende
blankt for enden
får lyst til at gå på opdagelse i det
ligner en bane, der er lagt for én
bane uden synlig ankomststed
portaler og spejle
og drømme
sorte drømme, og hvide drømme
drømme om måner og trusler.
